Våde Sokker

Han kommer luskende hen imod mig med den sorte kasse dinglende i hans højre hånd. Han sætter sig kammeratligt ved siden af mig og begynder at småsnakke. "Mucha lluvia, nove?" Ja, der har regnet en del. Spændende taktik, ikke set før. Normalt sidder de klinet op af husmurene langs vejene, markederne og gågaderne, bankende opfordrende med børsten på det lille skoplateau i deres sorte kasser. Normalt er man i fart, på vej et sted hen, og kan let undvige skopudserne. Men nu er det svært at slippe udenom uden det bliver akavet, som jeg sidder der på en bænk ved Plaza Avaroa. Midt i småsnakken kigger han, som ved et tilfælde, ned på mine sko. "Muy sucio, nove?" Han har ret. beskidte er de. "Verdad" siger jeg, jeg foretrækker dem sådan. Men han kan jo gøre dem skinnende rene, fortsætter han. "Men det er jo kondisko" forsøger jeg. "No Importa", han lyser op. "Hvor meget?" spørger jeg kapitulerende. "Dos bolivianos". Special prize for me.

Jeg er blevet fortalt, at man giver 0.50, højest 1 boliviano. I La Paz er det ikke kun den fine minoritet af jakkesætsmænd der der får pudset sko. Næ, det har enhver idiot råd til. Skopudserne er det laveste af det laveste her. De skal ned på knæ for enhver, der smider hvad der svarer til 40 danske ører. Derfor har de næsten alle dækket deres ansigter med elefanthuer. For ikke at blive genkendt. Normalt er det børn eller unge fyre der skrubber, filer og smører løs, men min skopudser er en gammel fyr. Det afslører hans holdning, stemme og rynkerne om øjnene, der træder frem i elefanthuens sprække.

Han går i gang med den højre sko. Vi konverserer igen. Hvor er jeg fra, hvor bor jeg? Har jeg så været i saltørkenen? Jeg prøver at overbevise ham om, at jeg ikke er sådan en ordinær og ignorant turist. Jeg arbejder her jo, ja, helt oppe i det farlige El Alto. Ja, jeg er jo næsten en af dem. "Jeg arbejder med unge rappere" siger jeg. "Raperos" mumler han forundret. Jeg indser, at det lyder ligeså åndssvagt som saltørkenen. Han spørger hvor meget koster at flyve hertil. "Quando platos?" Jeg skynder mig at sige, at det ikke er mig selv der har betalt for turen. Det har de, jeg arbejder for. "Aaarh" nikker han. Som om det skulle gøre det bedre. Man kan ikke sno sig udenom sine absurde priviliger, der bare bliver groteskt udstillet ved forholdet til den maskerede gamling, der gnubber løs, og nu er ved at være færdig med den venstre. Han har sjasket mine kondisko så meget til, at vandet er gået igennem og givet mig våde sokker på begge fødder. "Listo" siger han, færdig. "4 bolivianos". Jamen vi aftalte da 2? "2 for hver sko" svarer han, uden at blinke. Jeg giver ham 5 bolivianos for besværet, nikker pænt farvel og sjosker over plaza'en i mine gennemblødte sko.

Hiphop Feminino en El Alto

(bragt som artikel på WordOnTheStreet d. 7/2 2011: www.wots.dk)
I El Alto er noget så sjældent som en feministisk rapgruppe blevet en del af den politiske undergrund. Søskendeparret ’Lyrica Perfecta’ slår et slag for marginaliserede og voldsramte kvinder i Bolivia og fortæller om, hvordan deres egen baggrund har været afgørende for deres tekstunivers.

Zindy (21) og Reina (24) udgør duoen ’Lyrica Perfecta’ (perfekt lyrik, red.). De to piger er søskende og arbejder begge i et sundhedscenter i El Alto.

Reina fortæller, at de to piger blev introduceret til hiphoppens 4 elementer af deres ældste bror, der nu er død. “I starten havde vi ikke et sted at lave rap. Vi havde dårlig tid, men syntes at kulturen var unik. Vi hørte om KAI igennem radioen og har nu dedikeret os til at lave musik”. Nu lever de to piger for, at udforske og udbrede kulturen: “Det er i sjælen” fortsætter Reina: “ Vi prøver at udtrykke sociale og politiske problemer i vores sange så folk kan høre og føle det”.

Som mange rappere i El Alto, kan hiphoppen ikke være andet end politisk. Zindy forklarer: “Politik og hiphop går hånd i hånd.  Vi fører politik gennem vores rim og tekster”.
Hvor den politiske ambition er tilstede hos de fleste rappere i El Alto, adskiller Lyrica Perfecta sig ved at repræsentere, hvad de selv kalder “hiphop feminina”. Deres kamp for Bolivias kvinder er flettet sammen med deres egen historie. De to søskende er vokset op uden en far, i et hjem, hvor moderen har stået for alt. Zindy forklarer, at 70% af kvinderne i El Alto er enlige mødre og sørger for hele familien.

Deres tekster kredser om vold mod kvinder og børn, og om at udbrede en kvindelig hiphopkultur i et mandsdomineret samfund. “Politiet vil ikke hjælpe voldsramte kvinder hvis ikke de nærmest kommer blødende” siger Reina, før hun giver en demonstration af hendes vers i “Mujer Boliviana” (Den bolivianske kvinde).

På spørgsmålet om, hvad ambitionerne er for gruppen, svarer Reina, at målet er at blive kendt i Bolivia og samarbejde med andre kvindelige rapgrupper. Det vigtigste er, at udbrede feministisk hiphop og nå ud med deres budskaber. “Vi håber at kunne være med til at skabe muligheder og løsninger for både gamle og unge” slutter hun af.

Selvom ‘Lyrica Perfecta’ er beskrevet som en duo, er det ikke helt rigtigt. Vivian, det tredje gruppemedlem, har taget en ufrivillig pause fra gruppen. Hun er i Brasilien, for at arbejde og tjene penge til familien.