Våde Sokker

Han kommer luskende hen imod mig med den sorte kasse dinglende i hans højre hånd. Han sætter sig kammeratligt ved siden af mig og begynder at småsnakke. "Mucha lluvia, nove?" Ja, der har regnet en del. Spændende taktik, ikke set før. Normalt sidder de klinet op af husmurene langs vejene, markederne og gågaderne, bankende opfordrende med børsten på det lille skoplateau i deres sorte kasser. Normalt er man i fart, på vej et sted hen, og kan let undvige skopudserne. Men nu er det svært at slippe udenom uden det bliver akavet, som jeg sidder der på en bænk ved Plaza Avaroa. Midt i småsnakken kigger han, som ved et tilfælde, ned på mine sko. "Muy sucio, nove?" Han har ret. beskidte er de. "Verdad" siger jeg, jeg foretrækker dem sådan. Men han kan jo gøre dem skinnende rene, fortsætter han. "Men det er jo kondisko" forsøger jeg. "No Importa", han lyser op. "Hvor meget?" spørger jeg kapitulerende. "Dos bolivianos". Special prize for me.

Jeg er blevet fortalt, at man giver 0.50, højest 1 boliviano. I La Paz er det ikke kun den fine minoritet af jakkesætsmænd der der får pudset sko. Næ, det har enhver idiot råd til. Skopudserne er det laveste af det laveste her. De skal ned på knæ for enhver, der smider hvad der svarer til 40 danske ører. Derfor har de næsten alle dækket deres ansigter med elefanthuer. For ikke at blive genkendt. Normalt er det børn eller unge fyre der skrubber, filer og smører løs, men min skopudser er en gammel fyr. Det afslører hans holdning, stemme og rynkerne om øjnene, der træder frem i elefanthuens sprække.

Han går i gang med den højre sko. Vi konverserer igen. Hvor er jeg fra, hvor bor jeg? Har jeg så været i saltørkenen? Jeg prøver at overbevise ham om, at jeg ikke er sådan en ordinær og ignorant turist. Jeg arbejder her jo, ja, helt oppe i det farlige El Alto. Ja, jeg er jo næsten en af dem. "Jeg arbejder med unge rappere" siger jeg. "Raperos" mumler han forundret. Jeg indser, at det lyder ligeså åndssvagt som saltørkenen. Han spørger hvor meget koster at flyve hertil. "Quando platos?" Jeg skynder mig at sige, at det ikke er mig selv der har betalt for turen. Det har de, jeg arbejder for. "Aaarh" nikker han. Som om det skulle gøre det bedre. Man kan ikke sno sig udenom sine absurde priviliger, der bare bliver groteskt udstillet ved forholdet til den maskerede gamling, der gnubber løs, og nu er ved at være færdig med den venstre. Han har sjasket mine kondisko så meget til, at vandet er gået igennem og givet mig våde sokker på begge fødder. "Listo" siger han, færdig. "4 bolivianos". Jamen vi aftalte da 2? "2 for hver sko" svarer han, uden at blinke. Jeg giver ham 5 bolivianos for besværet, nikker pænt farvel og sjosker over plaza'en i mine gennemblødte sko.