Manuel

Jeg mødte Manuel på ’deja vu’, en smart bar i Arequipa. Her skulle jeg lige have en enkelt øl på vej hjem til mit hostal, efter en lang dag med besøg på diverse vand-institutioner rundt om i byen. Alle var på dansegulvet og det var kun jeg og en anden person der hang ved den lange bardisk. Tydeligvis to solister. Manuel præsenterede sig. ”Nå, er du her også alene?”. Og ja, det var jeg jo. Han bestilte straks to Arequipeñas, lokale 1 liters øl. Jeg havde allerede paraderne oppe, spekulerende på hvad der mon kunne stikke under. Men han virkede helt okay, kedede sig vel bare, han havde trods alt siddet dér og hængt i to timer.

Han var minearbejder, fortalte han. Helt oppe nordpå. Tre ugers hårdt arbejde, en uges fri. ”God løn” slog han fast. ”meget moderne mine” forsikrede han med en alvorlig….mine. Han var egentlig fra Lima, her havde han et hus. Og en kæreste. Han havde arbejdet for olieindustrien i junglen. Dejlige damer havde de der. Han elskede at snakke med fremmede, sagde han. ”Dinamarca…frio, no?” Præcis, der er koldt i Danmark. Han nikkede højtideligt, meget tilfreds med hans verdensborger-viden. ”Jeg er fra en multinational familie” sagde han. En søster var gift med en amerikaner, den anden med en chilener. ”Jeg vil også finde en udlænding”.

Jeg brugte de 10 sol, jeg havde medbragt, på to øl til og fik fortalt at det desværre blev den sidste, da jeg ikke havde medbragt flere penge. ”Men jeg har masser” sagde han og fortsatte: ”vi er venner nu”. Så gik det stærkt. Han flashede sit mastercard, vinkede og viftede servitricerne til og fra, og trods mine spæde protester blev øl hurtigt til cocktails, og cocktails til shots. ”Der sidder tre franske piger ovenpå” snøvlede Manuel. han havde genkendt sproget på lang afstand. Han ville gerne i kontakt med dem, men kunne ikke et ord engelsk. ”Jeg oversætter” sagde jeg og slog ud med armene, glad for på en eller måde at kunne give lidt tilbage. 

Vi gik målrettet op på terrassen ovenpå, og satte os akavet ved deres bord. Manuels udiskrete nik mod pigerne og rullen med øjnene, gjorde det værre. ”Kom nu, præsenter mig, snak med dem” gestikulerede han med hele kroppen. Jeg fik spurgt hvor de var fra. Frankrig. Surprise. ”Jamen det er så min gode ven Manuel, han er minearbejder”. De tre veninder kiggede uimponerende, skiftevis på Manuel og jeg. Manuel røg i baren, Pisco Sour til hele banden. Det hjalp på pigernes humør. Jeg forsøgte at oversætte en i forvejen temmelig konstrueret konversation, mellem Manuel og en af pigerne. Hun fortalte mig, på engelsk, om hendes musiker kæreste i Paris, samtidig med at hun kiggede flirtende på min nye ven. Jeg nikkede, og vidste ikke hvordan det sku kommunikeret til stakkels Manuel, der havde været i baren mere end to gange og fyldt på pigerne.

Heldigvis brød de op efter to meget lange timer. Manuel fortsatte. Skuffelsen over deres afgang gav ham endnu mere lyst til at intensivere hans brandert. Klokken 5 om morgenen fik jeg ham endelig overbevist om, at det var bedst at vi kom hjemad. ”Hamburger” mumlede han, jeg fik ikke lov at smutte endnu. Vi fortærede en hamburger og en håndbajer i et snusket gadekøkken. ”Rata”, rottekød, grinede Manuel, som svar på mit spørgsmål om, hvad vi spiste.

”I morgen skal jeg vise dig det bedste sted i byen at spise ceviche” sagde Manuel, da vi tog afsked. Selvom rå fisk ikke lød som den bedste tømmermændsmad, fik jeg hans nummer og lovede at ringe. Så kunne jeg jo også give lidt tilbage, tænkte jeg.

Dagen efter mødtes vi på Plaza de Armas i Arequipas centrum. Astrid var også med, og den, i dag lidt mere afdæmpede Manuel, guidede os ud til spisestedet. Han havde inviteret en pige han var ”meget vild med”, med på restauranten. Vi spiste i bunker af fisk og skaldyr til en latterlig pris . Da der skulle afregnes, hev jeg hurtigt sedlerne op af lommen. Manuel gestikulerede afvisende. ”Jeg inviterede” fastslog han. Jeg holdt på mit. Med en hurtig manøvre fik han givet servitricen hans mastercard. Jeg rakte mine sedler frem imod ham. ”Nej” sagde han, og 5-10 meget akavede sekunder passerede, hvor min hånd hang i luften med pengene, mens Manuel havde travlt med at undersøge fugtrillerne i loftet. Så opgav jeg. Og indså, at det for ham var mere end betaling nok, at han kunne vise sine udenlandske venner frem for sin flirt, og samtidig være mand nok til at betale for gildet.

Vi skiltes, og selvom jeg havde regnet med udveksling af numre, at han skulle have et eller andet at holde mig op på, nikkede han bare med hovedet og smilede. ”Pas godt på dig selv hermano. ” Så forsvandt han ned af gaden, med sin elskede i hånden. Astrid og jeg gik den modsatte vej, op imod Arequipas støvede centrum.