Manuel

Jeg mødte Manuel på ’deja vu’, en smart bar i Arequipa. Her skulle jeg lige have en enkelt øl på vej hjem til mit hostal, efter en lang dag med besøg på diverse vand-institutioner rundt om i byen. Alle var på dansegulvet og det var kun jeg og en anden person der hang ved den lange bardisk. Tydeligvis to solister. Manuel præsenterede sig. ”Nå, er du her også alene?”. Og ja, det var jeg jo. Han bestilte straks to Arequipeñas, lokale 1 liters øl. Jeg havde allerede paraderne oppe, spekulerende på hvad der mon kunne stikke under. Men han virkede helt okay, kedede sig vel bare, han havde trods alt siddet dér og hængt i to timer.

Han var minearbejder, fortalte han. Helt oppe nordpå. Tre ugers hårdt arbejde, en uges fri. ”God løn” slog han fast. ”meget moderne mine” forsikrede han med en alvorlig….mine. Han var egentlig fra Lima, her havde han et hus. Og en kæreste. Han havde arbejdet for olieindustrien i junglen. Dejlige damer havde de der. Han elskede at snakke med fremmede, sagde han. ”Dinamarca…frio, no?” Præcis, der er koldt i Danmark. Han nikkede højtideligt, meget tilfreds med hans verdensborger-viden. ”Jeg er fra en multinational familie” sagde han. En søster var gift med en amerikaner, den anden med en chilener. ”Jeg vil også finde en udlænding”.

Jeg brugte de 10 sol, jeg havde medbragt, på to øl til og fik fortalt at det desværre blev den sidste, da jeg ikke havde medbragt flere penge. ”Men jeg har masser” sagde han og fortsatte: ”vi er venner nu”. Så gik det stærkt. Han flashede sit mastercard, vinkede og viftede servitricerne til og fra, og trods mine spæde protester blev øl hurtigt til cocktails, og cocktails til shots. ”Der sidder tre franske piger ovenpå” snøvlede Manuel. han havde genkendt sproget på lang afstand. Han ville gerne i kontakt med dem, men kunne ikke et ord engelsk. ”Jeg oversætter” sagde jeg og slog ud med armene, glad for på en eller måde at kunne give lidt tilbage. 

Vi gik målrettet op på terrassen ovenpå, og satte os akavet ved deres bord. Manuels udiskrete nik mod pigerne og rullen med øjnene, gjorde det værre. ”Kom nu, præsenter mig, snak med dem” gestikulerede han med hele kroppen. Jeg fik spurgt hvor de var fra. Frankrig. Surprise. ”Jamen det er så min gode ven Manuel, han er minearbejder”. De tre veninder kiggede uimponerende, skiftevis på Manuel og jeg. Manuel røg i baren, Pisco Sour til hele banden. Det hjalp på pigernes humør. Jeg forsøgte at oversætte en i forvejen temmelig konstrueret konversation, mellem Manuel og en af pigerne. Hun fortalte mig, på engelsk, om hendes musiker kæreste i Paris, samtidig med at hun kiggede flirtende på min nye ven. Jeg nikkede, og vidste ikke hvordan det sku kommunikeret til stakkels Manuel, der havde været i baren mere end to gange og fyldt på pigerne.

Heldigvis brød de op efter to meget lange timer. Manuel fortsatte. Skuffelsen over deres afgang gav ham endnu mere lyst til at intensivere hans brandert. Klokken 5 om morgenen fik jeg ham endelig overbevist om, at det var bedst at vi kom hjemad. ”Hamburger” mumlede han, jeg fik ikke lov at smutte endnu. Vi fortærede en hamburger og en håndbajer i et snusket gadekøkken. ”Rata”, rottekød, grinede Manuel, som svar på mit spørgsmål om, hvad vi spiste.

”I morgen skal jeg vise dig det bedste sted i byen at spise ceviche” sagde Manuel, da vi tog afsked. Selvom rå fisk ikke lød som den bedste tømmermændsmad, fik jeg hans nummer og lovede at ringe. Så kunne jeg jo også give lidt tilbage, tænkte jeg.

Dagen efter mødtes vi på Plaza de Armas i Arequipas centrum. Astrid var også med, og den, i dag lidt mere afdæmpede Manuel, guidede os ud til spisestedet. Han havde inviteret en pige han var ”meget vild med”, med på restauranten. Vi spiste i bunker af fisk og skaldyr til en latterlig pris . Da der skulle afregnes, hev jeg hurtigt sedlerne op af lommen. Manuel gestikulerede afvisende. ”Jeg inviterede” fastslog han. Jeg holdt på mit. Med en hurtig manøvre fik han givet servitricen hans mastercard. Jeg rakte mine sedler frem imod ham. ”Nej” sagde han, og 5-10 meget akavede sekunder passerede, hvor min hånd hang i luften med pengene, mens Manuel havde travlt med at undersøge fugtrillerne i loftet. Så opgav jeg. Og indså, at det for ham var mere end betaling nok, at han kunne vise sine udenlandske venner frem for sin flirt, og samtidig være mand nok til at betale for gildet.

Vi skiltes, og selvom jeg havde regnet med udveksling af numre, at han skulle have et eller andet at holde mig op på, nikkede han bare med hovedet og smilede. ”Pas godt på dig selv hermano. ” Så forsvandt han ned af gaden, med sin elskede i hånden. Astrid og jeg gik den modsatte vej, op imod Arequipas støvede centrum.

Våde Sokker

Han kommer luskende hen imod mig med den sorte kasse dinglende i hans højre hånd. Han sætter sig kammeratligt ved siden af mig og begynder at småsnakke. "Mucha lluvia, nove?" Ja, der har regnet en del. Spændende taktik, ikke set før. Normalt sidder de klinet op af husmurene langs vejene, markederne og gågaderne, bankende opfordrende med børsten på det lille skoplateau i deres sorte kasser. Normalt er man i fart, på vej et sted hen, og kan let undvige skopudserne. Men nu er det svært at slippe udenom uden det bliver akavet, som jeg sidder der på en bænk ved Plaza Avaroa. Midt i småsnakken kigger han, som ved et tilfælde, ned på mine sko. "Muy sucio, nove?" Han har ret. beskidte er de. "Verdad" siger jeg, jeg foretrækker dem sådan. Men han kan jo gøre dem skinnende rene, fortsætter han. "Men det er jo kondisko" forsøger jeg. "No Importa", han lyser op. "Hvor meget?" spørger jeg kapitulerende. "Dos bolivianos". Special prize for me.

Jeg er blevet fortalt, at man giver 0.50, højest 1 boliviano. I La Paz er det ikke kun den fine minoritet af jakkesætsmænd der der får pudset sko. Næ, det har enhver idiot råd til. Skopudserne er det laveste af det laveste her. De skal ned på knæ for enhver, der smider hvad der svarer til 40 danske ører. Derfor har de næsten alle dækket deres ansigter med elefanthuer. For ikke at blive genkendt. Normalt er det børn eller unge fyre der skrubber, filer og smører løs, men min skopudser er en gammel fyr. Det afslører hans holdning, stemme og rynkerne om øjnene, der træder frem i elefanthuens sprække.

Han går i gang med den højre sko. Vi konverserer igen. Hvor er jeg fra, hvor bor jeg? Har jeg så været i saltørkenen? Jeg prøver at overbevise ham om, at jeg ikke er sådan en ordinær og ignorant turist. Jeg arbejder her jo, ja, helt oppe i det farlige El Alto. Ja, jeg er jo næsten en af dem. "Jeg arbejder med unge rappere" siger jeg. "Raperos" mumler han forundret. Jeg indser, at det lyder ligeså åndssvagt som saltørkenen. Han spørger hvor meget koster at flyve hertil. "Quando platos?" Jeg skynder mig at sige, at det ikke er mig selv der har betalt for turen. Det har de, jeg arbejder for. "Aaarh" nikker han. Som om det skulle gøre det bedre. Man kan ikke sno sig udenom sine absurde priviliger, der bare bliver groteskt udstillet ved forholdet til den maskerede gamling, der gnubber løs, og nu er ved at være færdig med den venstre. Han har sjasket mine kondisko så meget til, at vandet er gået igennem og givet mig våde sokker på begge fødder. "Listo" siger han, færdig. "4 bolivianos". Jamen vi aftalte da 2? "2 for hver sko" svarer han, uden at blinke. Jeg giver ham 5 bolivianos for besværet, nikker pænt farvel og sjosker over plaza'en i mine gennemblødte sko.

Hiphop Feminino en El Alto

(bragt som artikel på WordOnTheStreet d. 7/2 2011: www.wots.dk)
I El Alto er noget så sjældent som en feministisk rapgruppe blevet en del af den politiske undergrund. Søskendeparret ’Lyrica Perfecta’ slår et slag for marginaliserede og voldsramte kvinder i Bolivia og fortæller om, hvordan deres egen baggrund har været afgørende for deres tekstunivers.

Zindy (21) og Reina (24) udgør duoen ’Lyrica Perfecta’ (perfekt lyrik, red.). De to piger er søskende og arbejder begge i et sundhedscenter i El Alto.

Reina fortæller, at de to piger blev introduceret til hiphoppens 4 elementer af deres ældste bror, der nu er død. “I starten havde vi ikke et sted at lave rap. Vi havde dårlig tid, men syntes at kulturen var unik. Vi hørte om KAI igennem radioen og har nu dedikeret os til at lave musik”. Nu lever de to piger for, at udforske og udbrede kulturen: “Det er i sjælen” fortsætter Reina: “ Vi prøver at udtrykke sociale og politiske problemer i vores sange så folk kan høre og føle det”.

Som mange rappere i El Alto, kan hiphoppen ikke være andet end politisk. Zindy forklarer: “Politik og hiphop går hånd i hånd.  Vi fører politik gennem vores rim og tekster”.
Hvor den politiske ambition er tilstede hos de fleste rappere i El Alto, adskiller Lyrica Perfecta sig ved at repræsentere, hvad de selv kalder “hiphop feminina”. Deres kamp for Bolivias kvinder er flettet sammen med deres egen historie. De to søskende er vokset op uden en far, i et hjem, hvor moderen har stået for alt. Zindy forklarer, at 70% af kvinderne i El Alto er enlige mødre og sørger for hele familien.

Deres tekster kredser om vold mod kvinder og børn, og om at udbrede en kvindelig hiphopkultur i et mandsdomineret samfund. “Politiet vil ikke hjælpe voldsramte kvinder hvis ikke de nærmest kommer blødende” siger Reina, før hun giver en demonstration af hendes vers i “Mujer Boliviana” (Den bolivianske kvinde).

På spørgsmålet om, hvad ambitionerne er for gruppen, svarer Reina, at målet er at blive kendt i Bolivia og samarbejde med andre kvindelige rapgrupper. Det vigtigste er, at udbrede feministisk hiphop og nå ud med deres budskaber. “Vi håber at kunne være med til at skabe muligheder og løsninger for både gamle og unge” slutter hun af.

Selvom ‘Lyrica Perfecta’ er beskrevet som en duo, er det ikke helt rigtigt. Vivian, det tredje gruppemedlem, har taget en ufrivillig pause fra gruppen. Hun er i Brasilien, for at arbejde og tjene penge til familien.

Un solo Mundo un solo Corazon: Billeder og Video fra koncert i La Paz

 Video-sammenklip fra pressekonference + Koncert

WaynaRap

El Payaso y Tom

Lirica Perfecta

Mig + WaynaRap + random dude

Crazy Mouse + Homies

Raptivismo part 1

Formålet med RAPTIVISMO er at arbejde for indigenous youth empowerment i el Alto og La Paz, Bolivia, i samarbejde med ungdomsorganisationen Khana Aru Imanthata (KAI), rap gruppen Wayna Rap og UNICEF Bolivia. Projektet vil nå ud til over 4.000 marginaliserede aymara- og quechua-indianere med over 70 workshops, 5 Playground-forløb, 30 dialogkoncerter, 2 hip hop festivaler, 3 cd-udgivelser, besøg af danske rappere og uddannelse af bolivianske RAPOLITICS-coaches. Vi skal især arbejde tæt sammen med Wayna Rap, der er Bolivias mest kendte rapgruppe, og har vundet landets største national musikkonkurrence. De har mødt selveste Evo Morales, der finder dem interessante, da de repræsenterer de indianske rødder og rapper på Aymara. Wayna Rap består af Grover og Rolando, der siden vores ankomst har været med til stort set alt vi har lavet og agerer guides til spisesteder, markeder og barer i El Alto.

fra pressekonferencen

Dansk Rap live i Boliviansk Fjernsyn

I forgårs blev projektet skudt i gang med en pressekonference i El Alto, der, udover præsentation af selve projektet og samarbejdet mellem rapolitics og KAI, skulle promovere en stort opsat koncert i La Paz. Derfor var de bedste bolivianske rappere fra både El Alto, La Paz og Cochabamba samlet og der var en overvældende flok af journalister fra landsdækkende radio og tv stationer. Selve konferencen blev afholdt i ydmyge rammer i en slags skur bag en plads i El Alto’s centrum. Under sloganet ’un solo mundo y un solo corazon, a travez del hiphop’ (en klode og et hjerte gennem hiphop) blev de helt store ord hevet frem til at beskrive hvordan hermanos (brødre) fra Danmark, Peru og Bolivia kunne lade hjertet tale igennem hiphop, hvordan vi levede og åndende for at udtrykke vores politiske holdninger. Meget udansk, men meget effektivt og hver rapper optrådte med beatbokser og snurrende kameraer. Selvom Wayna Rap stikker ud og er meget populære, er rapmusikken stadig meget inspireret af amerikansk rap, og der var håndtryk og rygklap med rappere som ’Tatoo’ og breakdanceren ’Crazy Mouse’. Det var overvældende at skulle agere celebrity og udover et par danske rapvers til tv, skulle jeg også agere ekspert på politisk rap i direkte interviews på radiostationer. Jeg fik ævlet mig ok igennem, men er glad for at jeg ikke selv får lejlighed til at se og høre det bagefter. Der opstår hele tiden nye aftaler og krydser i vores program, der er i fare for at blive overbooket. Således resulterede konferencen i en aftale om live optræden på en TV station på tirsdag og en studieindspilning i La Paz med Tatoo’s homeboy, som jeg ikke kan huske navnet på. Han vil gerne lave et nummer sammen med mig og et par andre rappere fra La Paz, og jeg håber jeg får tid til at skrive noget, da det kunne være superfedt at have et nummer med hjem.

Wayna Rap + Mig med plakat for koncert

Samme aften afholdt vi et opstarts møde med de 15 unge rappere vi skal undervise, i KAI’s officielle lokale. Organisationen holder til i en garage, der tilhører Grovers far, og ligger lige opad familiens hus, i udkanten af El Alto. Ovenpå garagen har familien ligeledes droppet en potentiel stue, til fordel for et lydstudie. Nu er garagen omdannet til en hiphop-bule, med plakater af amerikanske rappere og KAI’s logo spraymalet på væggene. Det var en superfed oplevelse og de 15 rappere vi skal arbejde med, der er udvalgt af KAI og Wayna Rap, er meget engagerede og interessante. Blandt andet deltager pigegruppen ’Lyrica Perfecta’ (perfekt lyrik), der rapper om machoidealer og kvinderettigheder i Bolivia. Kurset starter på mandag, og det bliver sjovt at komme i gang.

De kommende rap coaches i KAI's garage

Tjek eventuelt fotos og video på rapolitics facebookside:
http://www.facebook.com/home.php#!/RAPOLITICS

På Rundtur i ’Rebel City’: Raptivismo, dinglende dukker og modstandsdygtighed i El Alto

La Paz set fra udkigspost i El Alto

 Der hænger en dukke og dingler i lygtepælen. Grover, en af drengene fra rapgruppen Wayna Rap, som er Rapolitics samarbejdspartner her i El Alto, vinker os tilbage til bilen. Vi er på rundtur i El Alto, med Grover og hans svoger, der begge har boet og oplevet byen igennem dens turbulente historie. Vi hører om historierne, traditionerne og myterne der er knytter til El Alto, der ligger klistret op ad bjergskråningen, i 4100 meters højde, med udsigt over La Paz der ligger længere nede i dalen. Trods den klart bedre udsigt, er huspriserne i bund i forhold til La Paz og der er en verden til forskel på metropolen La Paz  og den grimme lillebror El Alto. 

fra udkanten af El Alto

Vi kører igennem de forskellige barrios, helt ud til nybyggeriet, der hvor byen ender brat og bygningerne er endnu mere halvfærdige end dem længere inde ved centrum La Ceja. Også herude prydes bygningerne allerede af politisk ’grafitti’, slagord skrevet med kridt, maling eller kradset ind i murstene: ’Evo, Si!’ El Alto por Evo!’. Evo Moralez nyder overvældende popularitet i El Alto, der med en fattig befolkning bestående af Quecha og Aymara talende migranter fra højlandet, definitivt hører til hans kernevælgere. ’Rebel City’, som El Alto kaldes, har siden dens fødsel for kun 25 år siden været centrum for politiske konflikter, og verdens hurtigst voksende storby, der nu tæller godt 1 million mennesker, og således er på størrelse med La Paz, har en helt afgørende politisk rolle i Bolivia. Det var grundet demonstrationer i El Alto at ekspræsidenten røg på porten, ligesom føromtalte Evo fik afgørende politisk opbakning her. Befolkningen har en klar politisk selvforståelse, hvilket den store statue af en kæmpende Che Guevara i centrum vidner om.  Da vi står ved hovedvejen til La Paz, med udsigt over byen i dalen, fortæller Grover om den berømte ’Water War’ i 2003. En af grundende til El Altos politiske indflydelse, er beliggenheden. Førhen var dette den eneste vej ned til La Paz, og beboerne i El Alto har flere gange blokeret den og dermed isoleret hovedstaden. Under ’vandkrigen’, der opstod på grund af privatiseringen af vand og stigende vandpriser i det i forvejen fattige El Alto, satte regeringen militæret ind mod beboerne og tanks og helikoptere dræbte adskillige demonstranter i den blodige konflikt. 

Volden er generelt konstant tilstedeværende i El Alto og uden en fungerende ordensmagt, tyr folk ofte til selvtægt. Dette bringer os tilbage til dukken i lygtepælen. Overalt i byen er dukker i menneskestørrelser klynget op i lygtepælene, med skilte som: ’ladron sera colgado’ (tyve bliver hængt), fugleskræmsler som har til formål at skræmme tyve og det der er værre. Grover fortæller, at der er flere eksempler på, at advarslerne er ført ud i livet. På trods af disse barske symboler, er det imponerende at El Alto, trods stor fattigdom, massiv migration, en ringe offentlig sektor og en ikke eksisterende ordensmagt, alligevel fremstår relativt harmonisk og dynamisk. Gaden summer af aktivitet og er fyldt markeder og gadebutikker der profilerer på hver deres niche. Hver dag flytter nye beboere til, ekspanderer byen yderligere ud i det ingenting der ligger mellem byen og de sneklædte bjerge, og udfylder deres rolle i det organiserede kaos.